Ring +45 96 102045
og hør nærmere

Dette tilbud henvender sig til voksne, der er henvist til en neuropsykologisk undersøgelse. Det kan være en person, der har fået konstateret en hjerneskade eller hjernesygdom, eller hvor der er mistanke om en sådan skade eller sygdom. Det kan også være en person, der af andre grunde har vanskeligheder i hverdagen og på arbejdet.

Hvorfor skal man undersøges?

Den neuropsykologiske undersøgelse danner baggrund for en vurdering af, hvilke færdigheder personen har bevaret og hvilke, der måske er forringede.

Undersøgelsen kan være et led i at stille en diagnose og kan sammen med øvrige undersøgelser være med til at bidrage til forståelsen af en sygdom eller skade.

I planlægningen af genoptræningsforløb kan undersøgelsen være med til at fastlægge, på hvilke områder den enkelte har brug for hjælp, og hvordan man kan lære at klare en tilværelse på trods af svækkede funktioner.

Den neuropsykologiske undersøgelse bruges også til at belyse mulighederne for et evt. arbejde eller en uddannelse. Der kan f.eks. være tale om revalidering, arbejdsophør eller spørgsmål i forsikringssager.

Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse?

En neuropsykologisk undersøgelse foregår hos en psykolog, der er specialist i, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger.

Neuropsykologen undersøger forskellige færdigheder såsom: 

  • Opfattelse af sanseindtryk
  • Koncentration og udholdenhed
  • Indlæringsevne og hukommelse
  • Sproget
  • Overblik, planlægning og problemløsning
  • Følelser og personlighedstræk (f.eks. angst, temperament, væremåde, depression)
  • Evnen til at håndtere eventuelle følger efter hjerneskade, sygdom og anden modgang
  • Personens muligheder for at udnytte de evner, som han eller hun nu har

Hvordan foregår undersøgelsen

Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen og hvem, der har ønsket den.

Der er brug for oplysninger om nuværende og tidligere sociale og helbredsmæssige forhold, f.eks. uddannelse, erhverv, sygdomme, skader, medicin og alkoholforbrug. Pårørende er meget velkomne til at deltage indledningsvist og til efterfølgende samtale.

Dernæst gennemføres en række mundtlige og skriftlige prøver, for at belyse de forskellige færdigheder. De fleste opgaver er af kort varighed, men der er mange, og den enkelte undersøgelse kan derfor vare op til tre timer. Nogle gange fordeles undersøgelsen over flere konsultationer. Efter undersøgelsen er det normalt, at man føler sig træt og har brug for en pause eller et hvil derhjemme.

Undersøgelsens afslutning

Man bliver orienteret om undersøgelsens resultat. Det kan foregå umiddelbart efter undersøgelsen, ved en afsluttende konsultation, ved brev eller ved efterfølgende telefon­samtale.

Undersøgelsens resultat i form af en erklæring fremsendes til den, der har bedt om undersøgelsen og til den under­søgte selv.

Det er vigtigt, at man medbringer eventuelle briller, høreapparat og navn på ordineret medicin.